Søndag d. 31. marts 2019, kl. 15:00

Den 31/3 kl.15 afsluttes Bach-festivalen med musik for violin, cembalo og orgel, og solisterne er violinisten Christine Pryn og organisten Mads Damlund.

Christine Pryn lægger ud med Bachs krævende Partita i h-mol for solo violin. Fra at være fuldkommen overset i Bachs levetid og mange år efter, er hans soloværker for violin i dag et must for alle violinister. Der er imidlertid mange måder at gribe dem an på, og man kan høre vidt forskellige fortolkninger lige fra historiske udgaver på barokviolin til et romantiseret udtryk med fuldfed klang. "Min tilgang til Bach er moderne," fortæller Christine Pryn, der i 2015 fik mange anmelderroser for sin indspilning af hans Chaconne i d-mol. "Jeg har respekt for den spillestil, man havde i barokken, men må også have det moderne menneskes erfaringer med for at lave en troværdig fortolkning."

Mads Damlund er til dagligt organist i Jægersborg Kirke og har også gjort sig bemærket med en Bach-indspilning, nemlig af Goldbergvariationerne. I Søllerød Kirke opfører han Præludium og Fuga i h-mol, inden de to musikere spiller sammen i Sonate for violin og cembalo i G-dur.

Entré: 100 kr. Billetter sælges ved indgangen

Medvirkende