Præstekjolen

Den sorte præstekjole og den hvide pibekrave er en almindelig borgerdragt fra 1600-tallet. Det er blevet vedtaget, at dette er embedsdragten for folkekirkens præster. En almindelig borgerdragt betød, at man havde en uddannelse og dermed ikke lavet hårdt fysisk arbejde. Man var hverken håndværker eller adelig. 

Luther mente, at præsten skulle bære den samme dragt som sine ligemænd, dvs. borgerne i menigheden og derfor blev den almindelige borgerdragt valgt. Dette gælder ikke mere, da tiden har ændret sig og ligeledes har påklædningen, men præsterne bærer stadig denne dragt til kirkelige handlinger og i forbindelse med andre arrangementer, hvor de skal repræsentere den danske folkekirke. 

Præster har båret den samme sorte dragt med hvid pibekrave i ca. 400 år.

Præstekjolen benyttes kun af præster i Danmark, Island og enkelte steder i Nordtyskland. I andre kirkesamfund bærer præsterne en anden form for klædedragt.

Præstekjolen signalerer, at præsten er en del af en tradition, har en tjeneste og et embede. Dragten forpligter og med til at dække præsten som privatperson til fordel for en professionel og religiøs funktion.

Den danske præstekjole består af en sort fodlang dragt med en tilhørende hvid pibekrave og hvide poignetter (en form for manchetter).


Messehagler

Præsten bærer en messehagel over præstekjolen under nadveren. 

Den hvide farve er som renhedens, lysets og glædens farve også festens farve og anvendes derfor til de såkaldte Kristusfester som juledag, de to påskedage, Mariæ bebudelsesdag, Kristi himmelfartsdag samt skærtorsdag. Endvidere er den hvide farve også knyttet til juletiden (undtagen Skt. Stefans dag/anden juledag) og påsketiden (undtagen bededag) samt allehelgensdag, hvor dog også den røde farve kan anvendes. I stedet for hvid kan dog også den gyldne farve anvendes.

Den røde farve er både åndens, ildens og blodets farve og anvendes derfor ved pinsens gudstjenester (jf. Apostlenes Gerninger 2,1-4) samt Sankt Stefans dag, bedre kendt som anden juledag. Stefanus var som bekendt den første kristne martyr, der blev stenet for sin tros skyld (jf. Apostlenes Gerninger 7,54-60).

Den røde messehagel er lavet af en lokal kunstner, ved navn Becker i 1967. 

Den grønne farve er håbets og vækstens farve og anvendes i helligtrekongerstiden og trinitatistiden, hvor evangelieteksterne henholdsvis handler om Jesu barndom og opvækst samt om at vokse i troen, sådan som det udtrykkes i salmelinierne: »Lad Jesu ager grønnes smukt, lad ordet bringe troens frugt« (DS 391 v.1).

Denne messehagel er lavet af tekstilkunstner Lisbet Friis som bor i Rådvad. 

Den violette farve udtrykker bod og anger og anvendes i adventstiden (anden, tredje og fjerde søndag i advent), i fastetiden til og med skærtorsdag samt langfredag. Enkelte steder har man dog en særlig sort messehagel til brug langfredag, men ellers er det sædvane, at præsten den dag kun bærer sin sorte embedsdragt.