Det sker

I Søllerød Kirke har vi gudstjenester og aktiviteter for mennesker i alle aldre til både krop og sind.

Kirkens faste omdrejningspunkt er højmessen hver søndag og helligdag kl. 10. Her bliver Guds ord forkyndt igennem både ord, musik og krop. Oplev levende prædikener og deltag i et levende fællesskab, hvor gamle ord og tanker taler på ny ind i vores tid og liv.

Vi holder også jævnligt andre former for gudstjenester: musikgudstjenester, familiegudstjenester med spisning, jazzgudstjeneste med sommerfest.

1-2 gange om måneder er der foredrag i sognegården. Der er to typer af foredrag: Kirkecafeer og Saloner. Kirkecafeer foregår om eftermiddagen. Her hygger vi os over en kop kaffe og et stykke kage og lytter til en spændende fortælling. Temaet spænder vidt, fra rejseberetninger til historiske beretninger til praktiske råd. Saloner foregår om aftenen eller om lørdagen. Her har foredragene mere akademisk karakter. Foredragsholderne er ofte eksperter på deres område og gode til at formidle emner som kunst, musik, litteratur, filosofi, videnskab og religion. Der serveres et let måltid.

En gang om året er der sogneudflugt. Det er både en social lejlighed til at lære naboerne at kende, men også en mulighed for at se og opleve noget spændende uden for sognet. Tidligere ture har været til Maribo domkirke, Udby præstegård, Ringborge fra vikingetiden og Sorø klosterkirke.

På musiksiden er der jævnligt koncerter med anerkendte musikere inden for en bred vifte af genrer. Kirken har en række kor som I kan læse om under deres faneblad. For alle fra 5­ år og op er der mulighed for at synge i et af korene. »Sang ved fyraften« er sangeftermiddage hvor vi synger fællessange primært fra højskolesangbogen.

For små børn er der babysalmesang og børnerytmik. For voksne er der kristen yoga. For kreative sjæle mødes kreagruppen hver torsdag for bl.a. at strikke dåbsklude til dåbsbørnene. For nysgerrige hjerner er der bibelsamtaler hver anden torsdag, hvor vi taler om livet og verden ud fra bibelens tekster. Filmklubben ser spændende film der taler til vores eksistens.

Alle disse og andre arrangementer kan I læse om forneden. I søgefeltet kan I udvælge bestemte aktiviteter og kategorier.